Tekst af Emil Bergløv


Fortnite skal opdateres, og det kan kun gå for langsomt. Lige nu står det nærmest stille. Opdateringsbjælken danser omkring de 16 procent uden umiddelbare planer om at skulle videre lige med det samme.

Sådan stod den også i går, siger en. Der gik den i stå ved 14 procent.


En controller ryger gennem lokalet.


»Hvad er det, koden til wifi er?«, 

spørger en ung fyr, der står i baggrunden med sin mobiltelefon.


»’Arken’ et eller andet«, siger en af drengene.

»Prøv at spørge Lone«.


De råber Lone Hvas an, hun er typen, der har styr på ting.


»Hvad er koden til wifi?«.

»Arken316«, siger hun.


De fedter lidt rundt i menuerne på konsollen.


»Som i Johannes, 3:16«, supplerer Lone Hvas.


Altså Johannesevangeliets tredje kapitels 16. vers. Det, der lyder sådan her:


»For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv«.


Drengene lader ikke til at lægge noget særligt i den oplysning. Det giver fin mening.

Til gengæld kan de stadig ikke få Fortnite til at opdatere, så i stedet spiller de et fodboldspil mod hinanden.

Det er Fifa 2017, ikke det nye.


Her stopper vi lige op for at forklare, hvad der er op og ned. 

Vi befinder os i missionshuset Arken, der ligger i Hvide Sande og tilhører Indre Mission. Her arrangerer de lokale ungdomsorganisationer i Indre Mission det, de kalder kollektiv. Det betyder, at alle de unge fra byen, der har lyst, kan flytte ind i missionshuset fra onsdag eftermiddag til lørdag formiddag. 

Derfra tager de i skole, laver lektier, og der kommer de tilbage til, når de har fri. De spiser sammen, laver mad sammen og rydder op sammen. Og så er de sammen om deres kristne tro. 


Vi er taget med for at undersøge, hvordan Indre Mission lige på denne plet af den jyske vestkyst ser ud i begyndelsen af 2019? Er det en eksotisk og striks tidslomme i et ellers liberalt land? Hvor meget fylder kvindelige præster, sex før ægteskabet og homoseksualitet? Hvad tænker unge mennesker om at vokse op i en kultur, der er så forskellig fra den, flertallet af deres jævnaldrende vokser op i.


Og hermed tilbage til computerspillet. 


En af drengene er Liverpool og bliver drillet for det. Den anden er Chelsea og løfter ud i T-shirten ved sit hjerte og viser det imaginære emblem frem.


Der lugter lidt af zoologisk have på den måde, teenagedrenge lugter. Hjemligt, hyggeligt, sødligt. 

I baggrunden står tre lidt ældre gutter. De er brødre og ligner nogen, der lige er stået af ’Nordkaperen’. 

Den ældste, Frederik, med langt saltvandshår og surfer-attitude, den mellemste, Magnus, ligner mere den sportsmand, han også er, og den yngste, Malte, ligner en rockstjerne med hue i nakken, skovmandsskjorte og tænksomme rande under øjnene.


Backs, hedder de til efternavn, og udgør en hel klan i Hvide Sande, om hvem de lokale joker, at nok forlangte skaberen af de kristne, at de gik ud i verden og mangfoldiggjorde sig, men at der ikke eksplicit står, at familien Backs skal gøre det alene.


Flere og flere unge samler sig i missionshuset, efterhånden som de løbende får fri fra skole, og mørket trækker ind over fjorden og klitterne. De slæber på liggeunderlag og luftmadrasser, Ikea-poser med sengetøj og tasker med skolebøger og computere.


»Er du DJ, Sebastian?«, spørger Malte Backs, der er rykket ned i køkkenet.


Sebastian Langer, en høj, spinkel fyr med krøller og stribet T-shirt, begynder at rode med elektronikken, men kan ikke få højttaleren i køkkenet til at virke.

Et øjeblik efter kommer Frederik Backs ind ad døren med en B&O-højttaler. Den var han lige smuttet hjem efter.


Han kobler sin telefon til anlægget, og det er først, når man lytter efter her, at det egentlig åbenbarer sig, at vi er til stede i en anderledes ungdomsklub end den gennemsnitlige danske. Jeg kender ingen af sangene, men det gennemgående tema er let at aflure. Det er religiøse lovsange. Mange kan synge med.


Indtil nu har det hele drejet sig om computerspil, fodbold, bordtennis, vittigheder, almindeligt dril og teenageliv. Hen over eftermiddagen har kristendommen ikke fyldt noget. Eller, kommer jeg til at erfare over de næste dage, så fylder kristendommen så meget, at den ikke manifesterer sig specielt tydeligt i det daglige fællesskab.


»Kom lige herned engang«, kalder Richard Hvas, en af lederne og husbond til Lone Hvas, der kunne koden til internettet.


Alle rykker ind i salen.


Han byder velkommen til kollektivugen og giver praktiske informationer.


 »Tøserne« sover i det store lokale i den ene ende af Arken, »knejterne« i de to små værelser i den anden ende af bygningen.


Og der er sengetid ved midnat, for der var klager fra skolen sidste år over trætte elever i kollektivugen.


»Og ellers er reglerne de samme som altid: Vi hjælper hinanden. Hvis der er nogen, som sidder og ser ud, som om de er lidt alene, kan man jo foreslå at spille et spil eller noget.

Når der foregår noget i salen, så er alle med. Ikke noget med at sidde og spille Playstation eller sådan noget. Ellers er der ikke rigtig noget, I skal vide«, siger Richard Hvas.


Så er der kaffe.

Mørkelovsang


Lige mellem brandstationen, genbrugspladsen og Ingo-tanken i Hvide Sande har Indre Mission for nogle år tilbage opført et nyt missionshus som erstatning for det gamle, der stadig ligger som en tung rød klods på vej ud af byen og ser noget dystert ud med sit store kors på facaden. Det nye, der efter en navnekonkurrence kom til at hedde Arken, skilter ikke med sit kristne udgangspunkt udefra. Arkitekturen er moderne, huset omgivet af marehalm.


Indenfor hænger der et simpelt kors i entreen og et lidt større i salen. Mere fremtrædende er bordtennisbordet, trommesættet, det store, åbne køkken eller spillerummet med hjørnesofa, læderstole, fladskærm og spillekonsol.


Arken er omdrejningspunkt for en lille revolution i Indre Mission. Eller i hvert fald en kulturændring, forklarer de to gange Hvas og Carsten Bjerg, der også er leder for de unge i Indre Mission.


»Nogle af de ting, som folk kender, fra ’Fiskerne’ for eksempel, er vi rigtig kede af, at folk stadig sammenligner os med. 


Det kan godt være, at den forstokkede form for Indre Mission har eksisteret. Det kan sagtens være, at Hans Kirk havde ret dengang. Men det er en kultur, og den kultur prøver vi at skille fra vores tro«, siger Carsten Bjerg, en lille, tætbygget fyr med milde øjne.


Lone Hvas siger imens ud til de unge, at de skal huske at skrive sig på mindst to opgaver under kollektivet. Det kan være opvask eller madlavning, rengøring og den slags huslige pligter.


»Lad os hjælpes ad«, supplerer hendes mand.


Pigerne stryger ud til de gule sedler med arbejdsopgaver. Drengene til bordtennisbordet og Playstation.


Aftenens programpunkt er mørkelovsang. Navnet er fuldt ud dækkende for handlingen.


Vi begynder med at slukke lyset i den store sal, hvor alle de unge er samlet efter aftensmaden. Projektoren driller først lidt, men efter at have fået styr på teknikken træder Agnete Thidemann Kristiansen frem foran de andre.

Hun ligner temmelig meget den gymnasieelev, hun er. Kruset hår, jordfarvet tøj og kloge briller. For andet år i træk arrangerer hun en times lovsang med lyset slukket. Man er mere fri i mørket, er argumentet.


»Den her time, det varer, handler bare om dig og Gud. Du kan synge med eller bede, hvis du vil, du kan sætte dig, som du vil, du kan danse eller række hænderne i vejret. Fokus er, at I synger til Gud«, siger hun.


Så folder hun hænderne og beder. Hun tiltaler Gud som ’far’.


Ud over en instrumenteringsmæssigt noget muskuløs udgave af ’Hil dig, frelser og forsoner’ er der ingen salmer på programmet. De fleste sange lyder som en kloning af soundtracket fra en Disney-film og en af de store ballader ved melodigrandprix, som Irland plejer at vinde med. 


Under den Grammy-vindende ’10.000 Reasons’ med refrænet: »Bless the Lord, o my soul. O my soul, worship his holy name. Sing like never before, o my soul. I’ll worship your holy name« begynder tingene at tage form. Hvor de unges sang i begyndelsen lå som en sagte skurren, stiller flere sig nu op, og der kommer luft i piberne.

Hvis du sidder et sted, hvor du kan høre musik, så prøv at sætte nummeret på. Det kunne være en meget passende sang at læse videre på.


Enkelte går over og henter kaffe, mens de synger. Merrild burde sende julekort til Indre Mission. Det, der ikke kan blive brugt på øl her, må ende i kaffekassen.

En time senere folder Agnete Thidemann Kristiansen hænderne igen og beder endnu en bøn. Så tændes lyset, og lydniveauet går fra 0 til teenage på et øjeblik.


Der hænger ingen højtidelighed tilbage i luften. Det at tro på Gud er lige så naturligt og hverdagsagtigt her, som at ’jeg’ udtales ’a’.


Efter en hurtig generalforsamling (den lokale præst er ordstyrer og betoner, at det moderne demokrati faktisk er at betragte som kristent) er der fri snak. 


Jonas Degn, en ung fyr med grøn kasket og atletisk figur, finder sin guitar frem og fortsætter lovsangene i et hjørne sammen med brødrene Backs.

De fleste sange kører lidt efter samme model. Stor patos, mange gentagelser. Ikke sjældent med et lidt keltisk skær i melodien.

Jeg spørger, hvad de lytter til den kristne musik for. Og om det kun er det, de hører.


»Det er overhovedet ikke noget, jeg lytter til hele tiden. Det er sådan noget, jeg sætter på, hvis jeg skal have min session. Og når vi så er her, så giver det en helt særlig følelse at synge sammen«, siger Frederik Backs. 


Følelsen af Guds nærvær. Følelsen af sammenhold. Af at have et fælles ståsted og formål.


Vi snakker lidt om, at jeg får samme følelse, når jeg synger sammen med nogen. Bare uden det religiøse fortegn.


Carsten Bjerg er stødt til.


»Man kommer ret let til at spørge sig selv, hvad man får ud af noget. Hvad får jeg ud af at være kristen? Men det er ikke noget, man gør for at få noget ud af det, men fordi man hører hjemme i det. Ingen er bedre til at være kristne end andre. Hvis man går til håndbold, kan man være god eller dårlig, men når man kommer her, så hører man til for den man er – ikke for det, man kan. Vi er allesammen en del af den samme familie«, siger han.


Det bliver langt ud på natten, inden der er ro på værelserne.


Evigheden er perspektivet


Efter skoletid og en tur på McDonald’s spiller de lokale helte håndbold oppe i hallen, som bliver kaldt hulen. Det foregår, samtidig med at landsholdsheltene spiller for hele Danmark på tv. Det kører på fladskærmen ude i cafeteriet, men det meste af kollektivet er samlet for at se de gulblusede fra Hvide Sande, der får sig en lærestreg.


Jonas Degn er med på holdet. Spiller solidt og med den ro, som han lader til at leve med. Det samme er den mellemste Backs og Carsten Bjerg. De har alle lagt korset på bænken og går til den. Tilskuerne opfører sig heller ikke ligefrem næstekærligt. Så snart nederlaget er i hus, skynder vi os hjem til anden halvleg af landskampen på storskærm.


Kort efter kommer de forslåede sportsmænd nyvaskede tilbage til kaffe og opmuntring.


Richard Hvas holder en kort andagt og beder for en god kollektivuge og for at alle må sove godt, blive ved med at være sunde og raske og få en god skoledag i morgen. Nogle folder hænderne, enkelte bøjer hovedet. Lige så mange læner sig bare tilbage på stolen eller sidder med en eftertænksom mine.

Bagefter bliver der spillet kort og terninger, bordtennis og brætspil. Det er godt, at det ikke er udbredt at bande i Indre Mission, for der er kort mellem de dårlige tabere. Enkelte bordtenniskampe ender med, at taberen må gå i enrum og dampe af.


Jonas Degn sidder og spiller en bid af Tenacious D-sangen ’Tribute’.

Mange kander kaffe og omkring en kvadratmeter bradepandekage senere er det pludselig midt om natten. Der er stadig fuld gang i huset.


Moccamasteren sprutter på køkkenbordet. Jonas Degn sidder og læner sig lidt træt op ad industriopvaskemaskinen. Malte Backs sidder midt i rummet og hænger på en stol. Lone Hvas og Karin Huus, en af de andre ledere, sidder og holder sig vågne på de resterende skumnisser fra jul.


»Det er jo helt umuligt at beskrive, hvordan ens personlige forhold til Gud er«, siger Jonas Degn.


Vi taler om, hvorfor Indre Mission i Hvide Sande overhovedet har åbnet dørene for os. At de er bange for, at vi udelukkende kommer til at skrive om problemer med kvindelige præster, modstand mod homovielser, om værdikonservatisme og social kontrol, for den dybe tro på Gud og den nagende tvivl, der følger med, er svær at beskrive.


»Der har været så meget snak om de andre ting, men det er det, der fylder allermindst i min hverdag. Alle holdningstingene tænker jeg ikke specielt meget over«, siger Lone Hvas.


Hverdagen som troende er præget af et andet perspektiv end det, de ikketroende har, siger hun. Det perspektiv er evigheden. Og så vil hun gerne vise, at Indre Mission er et positivt fællesskab, der hylder livet og sammenholdet. Et fællesskab, der handler om at gøre godt i stedet for at undertrykke andet. Et sted, der ikke udelukker nogen.


»I virkeligheden er jeg ret ligeglad med at pleje Indre Missions ry og rygte. Det vigtige for mig er, at jeg har valgt noget i mit liv, og det er det allervigtigste for mig. Og når noget betyder så meget for dig, så vil du også gerne have, at andre skal opleve det«, siger Jonas Degn.


Men man kan vel også have fuldkommen de samme medmenneskelige værdier som Indre Mission uden at tro på Gud? Er det ikke almenmenneskeligt at være god ved hinanden?


»Ikke for at sige noget dårligt om kristendommen«, siger Magnus Backs fra sin stol. »Men jeg er næsten mere imponeret over dem, der bare er næstekærlige og møder andre med kærlighed, alene fordi de gerne vil, end os andre, der har den undskyldning, at Jesus siger det«.


Der bliver lidt stille.


Carsten Bjerg tager den op et helt andet sted.


»Hvis jeg læser i Bibelen, at Jonas blev slugt af en hval, så tror jeg på, at sådan var det. Også selv om min fornuft siger mig noget andet. Men jeg har valgt at tro«, siger han: 

»Og jeg tror på, at de ting, der står i Bibelen er til for at råde os til at leve på en måde, der er bedre for os«.


Seksualmoralen i Bibelen er anderledes end ude i det meste af Danmark anno 2019. Det samme gælder alkoholpolitikken og synet på homoseksuelle. Jeg spørger, hvad han vil gøre, når en af de unge en dag springer ud som homoseksuel.


»Vi lukker ikke døren for nogen. Det er det vigtigste. Der er homoseksuelle medlemmer, men de fleste holder desværre op med at komme her. Måske de føler, at de ikke passer ind eller bliver set skævt til. Det er jeg rigtig ked af, for uanset hvordan man er, så er der plads til en – uanset hvad man går igennem. 


Hvis man lever efter Bibelen, så betyder det at være homoseksuel også, at man kommer til at leve i cølibat. Vores seksualmoral er anderledes. Det er den«, siger han.

»Hvis der ligger nogle af de unge og kysser ovre i hjørnet, så beder vi dem nok også om at holde op. Om der så står nogle og gør det bag busskuret ... selvfølgelig gør der det«, siger han.


De moralske spørgsmål er et anliggende mellem den enkelte og Vorherre. Frederik Backs siger, at nogle af hans venner Tinder-dater som vanvittige, og at det ikke er noget for ham. Vi taler lidt om, at det ikke er alle, der synes, at rækker af tilfældige knald er lykken, kristne eller ej, men at det at gå i seng med hinanden også er en måde at vise kærlighed og hengivenhed på.


»Jeg ser de regler, vi lever efter, som et sæt retningslinjer, der er til for at beskytte os. Men jeg siger ikke, at det er helt utænkeligt at bryde dem. At hore rundt ville bare ikke være godt for mig, tror jeg. Sex før ægteskabet i et forhold, hvor man tager noget positivt og kærligt med fra hinanden, det kan jeg faktisk godt forstå«, siger Frederik Backs.


»Det er bare så langt fra det liv, jeg har levet«, siger Lone Hvas.


»Og det er ikke, fordi man ikke har lyst, inden man bliver gift. Tro mig«, supplerer Richard Hvas.


Bryllupsalderen er typisk ikke høj i Indre Mission.


»Jeg blev gift som 20-årig med hende, jeg har været kærester med, siden jeg var 13«, siger Carsten Bjerg.


»Men det er altså også ekstremt. Selv her«.


Sengetid. Den er tre om natten.

Richard Hvas trækker mig til side og siger tak for, at vi gider flytte ind og se, hvad de laver – og for, at vi vil dele vores egne erfaringer fra en anden måde at leve livet på.


»Selv hvis jeg ligger på min sidste dag og får at vide, at alt det jeg har troet på ikke passer, så ville jeg gøre det på præcis samme måde igen«, siger han.

En uskreven regel


Jeg har købt en gammel Peugeot 205 inde i Ringkøbing, fordi selv journalister har brug for et par timer til at hvile ørerne af og til, og fordi den lige stod der. Nu triller den lille røde bil gennem Hvide Sande på vej ned mod havnen med Emil Bay og Sebastian Langer på bagsædet. De har foreslået, at vi lige prøver den ved at »køre en havner«. 


Det lader til at være lige så stærk en grundpille i livet i Hvide Sande at vende havnen i bil, som det er at komme i håndboldhallen og for en stor del af byens vedkommende i missionshuset.


»Den er da fed«, siger Emil Bay.


Han har ret. Vi kører gennem byens rundkørsler ned mod havnen. 


Sebastian Langer og Emil Bay har godt styr på, hvilke skibe der ligger på værftet, hvem der ejer dem, hvad der bliver lavet, og hvor de skal hen, når de er færdige.


Med omkring 3.000 indbyggere på den lille tange mellem Ringkøbing Fjord og Vesterhavet er Hvide Sande en af de byer, hvor alle mere eller mindre ved, hvem de andre er, og hvad de har gang i. Alle ved, hvem der kommer fra kristne familier, og hvem der ikke gør. Det giver en form for splittelse, forklarer drengene.


Der er dem, som kommer i Ungdomsklubben, og så er der dem, der kommer i Arken. Funktionerne er nogenlunde de samme, men grundlaget er forskelligt. De unge kan godt finde på at gå og se lidt skævt til hinanden og have fordomme om, hvad der egentlig sker. Måske tror dem i Arken, at det går lidt mere vildt for sig i Ungdomsklubben, end det egentlig gør. Ligesom dem i Ungdomsklubben godt kan tænke, at dem i Arken er mere frelste, end de egentlig er.


»Når vi er i Arken, så tænker jeg bare mindre over, at jeg tror, end når jeg er sammen med ikketroende«, siger Sebastian Langer.


Sammen med ikketroende skal han ofte forklare sig eller argumentere for sin tro. Troen kommer til at stille sig foran mennesket. I Arken har de troen til fælles, så de behøver ikke tale så meget om den.


Vi er kørt videre ud på havsiden af byen, helt ud på parkeringspladsen ved klitterne og de store vindmøller. Emil Bay og Sebastian Langer ligner en ung popduo i deres sorte hættetrøjer og med marehalm op om benene.


»Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været ude ved havet«, siger Emil Bay.


Han har været i Aarhus på »håndværkerskole«, som han kalder det. Han er i lære som tømrer, og hans mester synes, man får en god uddannelse i Aarhus, så der gik han altså på teknisk skole.


»Der var det meget anderledes end her«, siger han.

»Jeg kan sagtens gå med mine venner på kro, og jeg kan også sagtens drikke en øl eller to«.


Pause.


»Eller tre«.

Han griner.


»Men jeg drikker mig ikke stangbacardi, og jeg går måske hjem klokken 24 i stedet for klokken 4. Jeg tror nogle gange, at mine venner i Aarhus glemmer det, så de køber øl med til mig. På en måde er det meget rart, at de ikke tænker, at de skal behandle mig anderledes«.


Det er hundekoldt i blæsten. Vi sætter os ind i bilen igen og ser, om den kan køre sidelæns i sandet på parkeringspladsen. Det kan den godt.


»Sætter du lige noget musik på, Sebastian?«, siger Emil Bay.


Han roder lidt med telefonen.


»Er det en lovsang«, spørger Andreas, fotografen, og regner med et ja.


»Nej, det er nok mere sådan noget pussy, pussy, dollar, dollar. Den nye med Future og Travis Scott. Kender du den?«.


Vi triller hjem på hård trap og autotune fra Atlanta.

Kort efter vi er kommet hjem, får Sebastian et allergisk anfald. 

Magnus Backs skynder sig at køre hjem efter nogle piller.

»Har du også lidt kriller i maven?«, spørger Frederik Backs imens.

»For så er det nok forelskelse«, siger han og griner.


»Måske også lidt det«, siger Sebastian Langer.

Kan ikketroende være gode?


Mathilde Houborg vil gerne være politibetjent og har uden tvivl ben i næsen til at klare det.


Der ligger noget rebelsk i hendes blik.


Vi sidder ved et bord og drikker kaffe og taler om den umiddelbare modsætning mellem at bryde grænser og så være indremissionsk.

Hun kan ikke se modsætningen. 


»Alt det, man kan huske, det sjove, det er også der, hvor man prøvede grænserne af. Der, hvor man gjorde oprør«, siger hun. Og når man ikke drikker så meget alkohol, så kan man bare ryge mange cigaretter i stedet for. Eller køre bil, selv om man ikke har noget kørekort. Eller være oppe hele natten. Selvfølgelig får hun lyst til at udfordre grænserne, siger hun.


Hun mener bare ikke, at grænserne er sat op uden om hende, men inde i hende selv. Hvis man drikker sig fuld, kan man stadig godt være med i Indre Mission. Hvis man har sex før ægteskabet, kan man stadig godt være med i Indre Mission. Men det betyder måske noget for den måde, man får det med sig selv.


De andre piger nikker.


Som ung kristen i Hvide Sande er det let at gå et helt ungdomsliv igennem uden at blive konfronteret med ikkekristne i særlig grad. Skolen er overvejende kristen. Der ligger en indremissionsk efterskole ikke langt fra byen, hvor mange er forbi. Og i Ringkøbing er det ene af to gymnasier kristent.


»Det er nemmere at være sammen med andre kristne, for jeg tænker mindre over, at jeg er kristen sammen med dem. De ikkekristne har alle mulige fordomme om, at jeg sidder med foldede hænder og bøjet hoved, men jeg sidder ikke ret tit sådan. Jeg beder, når jeg cykler eller sidder lidt for mig selv og tænker mig om«, siger Mathilde Houborg.


I modsætning til de fleste andre indremissionske unge har Agnete Thidemann Kristiansen valgt at gå på det ikkekristne gymnasium i Ringkøbing for at møde nogen, der tænker anderledes end hun selv – og for at få venner uden for det kristne miljø. Eller ... faktisk troede hun i begyndelsen ikke, at hun rigtig kunne blive venner med nogen, der ikke var troende.


»Det er pinligt, men jeg havde en idé om, at de andre, jeg ville komme i klasse med, nok var enormt egoistiske, fordi de ikke havde den kristne grund til at være gode ved hinanden. Men der er flere i min klasse, som er mere opmærksomme på andre og mere hjælpsomme, end jeg er, fordi sådan er de«, siger hun.


Før gymnasiet var hun begyndt at føle, at det var »en lille smule indelukket hele tiden at blive bekræftet i mit syn på verden«.


»Jeg vil gerne udfordres, og jeg vil også gerne udfordre andre. Jeg vil gerne dele, at der findes en Gud, der elsker alle mennesker. Min fordom var, at nu kom jeg til at gå tre år i gymnasiet, hvor jeg kunne blive bekræftet i, at jeg ikke passer sammen med de her mennesker. Men det passede heldigvis overhovedet ikke, og jeg synes faktisk, det er interessant, at jeg havde de tanker. Og lidt pinligt«, siger hun.

I dag har hun venner uden for det religiøse miljø, og det er ikke et problem.


»Jeg siger tak til Gud over, at jeg er havnet i den her klasse. De andre siger måske bare, at det er fedt. Ellers er vi ikke så forskellige«, siger hun.


Vi bliver kaldt sammen igen. Der er kommet en taler for at forklare noget om, hvordan man kan have Jesus med i sin hverdag. Efter det er der et kort bønnemøde, hvor de går i forbøn for forskellige ting.


Frederik Backs har lige været i Rio, hvor han arbejdede som frivillig i favelaen. Der er problemer i den forening, han arbejdede for, så de kunne godt bruge noget hjælp.

En af drengene siger, at han synes, de skal bede for de forfulgte kristne i verden.


Han får en håndkartoffel af sin sidemand.


»Yes!«, siger Richard Hvas, der tager noter.


En bøn for en god musical på efterskolen kommer med på listen. Artiklen her kommer med.


»Og jeg synes også, vi skal bede for U16-drengene i håndbold. De kunne godt trænge til det«, siger Richard Hvas.


Den lette og tunge tone går hånd i hånd. Richard Hvas deler de forskellige emner ud til forsamlingen. To skal bede for de forfulgte kristne. To for artiklen. En fire stykker for U16-drengene, der af mangel på talent godt kunne have brug for et ordentlig skud Vorherre, griner Richard.


Og så kan man lige samtidig bede for den, der sidder til højre for en.


Det er Carsten Bjerg, den lille, firskårne ungdomsleder, der sidder til højre for mig.


»Surt show«, tænker jeg.

»Du trak nitten, Carsten«.


Alligevel kan jeg ikke andet end at tage mig selv i at sende ham, Carsten, en venlig tanke. Om ikke andet for tankens skyld. Og hvis nogen så lytter med, så skader det jo ikke noget

Using Format