Okay, lad os begynde et andet sted, end man måske plejer.


Fordi: Egentlig er der masser af liv i den nordjyske by Dybvad.


Der er svinebønderne, plejehjemmet og dyrlægen og butikken, der sælger bryllupstøj. Der er pensionisterne, der mødes og fjerner ukrudt hver torsdag på byens fortove. Der er den lokale motorcykelklub, der holder til i en babtistkirke, og børnene, der kaster diskos på atletikbanen - og masser af mennesker, der overhovedet ikke kunne tænke sig at bo noget andet sted.


Sagt på en anden måde: Historien om Dybvad - den by i Nordjylland, der har haft det største procentvise fraflytning de seneste ti år - handler ikke om at bo der og ikke kæmpe for sin hjemby.

Den handler om at bo der og vide, at det ikke nytter.


Provinsbyen Dybvad ligger som en tidslomme mellem store og driftige byer som Frederikshavn og Aalborg. Omsluttet af marker som et sidste værn mod de hastigt forbipasserende biler på omfartsvejen og motorvej E45.

Her går tiden sin egen gang, mens landet omkring Dybvad er i forandring.


Der bor 606 mennesker i byen i dag. For ti år siden lå tallet et pænt stykke over 700. Det lyder måske ikke voldsomt, men målt i procent er det. I bybilledet mærkes det tydeligt. Og intet tyder på, at fraflytningen er på vej til at stoppe.


I udkanten af byen tårner et spøgelsesslot sig op. Det er Dybvads gamle skole. I dag er den nedlagt og bruges som halvdyster legeplads af ungdommen. De kender hver en krog i huset, der står som en museumsgenstand og vidner om tidligere tider. Et liv, som ikke er længere.


Ungdommen søger ind til hovedbyerne, hvor uddannelser og arbejdspladser ligger. Der, hvor drømmene findes.

Væk fra Dybvad, hvor man altid er hjemme, selv når man er ude af huset.


På de små parcelhusveje mødes man af biler, der snegler sig af sted. Personen bag rattet løfter en pegefinger op i forruden. Ikke som en advarsel, men som en venlig hilsen.


Den friske luft og roen afbrydes kun en sjælden gang af medlemmerne fra den lokale motorcykelklub, som bærer læderveste - men også de er accepteret som en del af Dybvad.


Især de lidt ældre er bange for, at byen bliver glemt i kommunalpolitikken. Så de tager selv affære.

Ukrudtet på fortovene fjernes af det grønne hold: ti pensionister, som mødes til et rundstykke og en morgendram, inden arbejdshandskerne trækkes på. En nabo kommer ud med en flettet sivkurv med forfriskninger til de arbejdende.

Sådan må man hjælpe hinanden for at få det til at fungere.


Men hvem er der i fremtiden til at overtage den voksne generations vedholdenhed, når de unge forsvinder ud ad ’oneway’ E45 uden at se sig tilbage?

Using Format