Med elevatoren kører du op til femte sal, hvor Cryos har hele etagen.


Fra elevatorens døråbning mødes du af det samme lys, som du kender fra tandlægen. Stemningen er anderledes. Her er angsten erstattet med nydelse. Tilfredsstil dig selv i den gode sags tjeneste.


En laborant kommer ud og byder dig velkommen. Når dagen er omme, vil den samme medarbejder vide alt, hvad der er værd at vide om din arvemasse. Men lige nu står du med et tomt bæger i hånden.


Det er blevet tid til at yde for at modtage din pengegevinst, der kan give op til 500 kroner pr. donation.

Døren ind til donorkabinen lukkes og låses bag dig. Lyset ude i venteværelset tænder. Kabine nummer 1 er optaget.


Indretningen leder tankerne mod din praktiserende læge og ikke onani. Bukserne ned, tænd for fjernsynet eller find den side, som vækker en lyst i dig. 


Du har nu præsteret og leveret. 


Flot.


Koppen bevidner det med dine gennemsnitlige 3-4 milliliter sæd, der nu skal overleveres til laboranten. Hun kvitterer med et naturligt smil og en label med dit cpr-nummer.


Så skal der træffes en række valg.

Skal du være anonym? Hvis ikke, vil sædbanken og de kommende mødre gerne vide lidt om dine soverutiner, civilstatus, yndlingsret, barndomsdrømme, stamtræ, dine svageste sider – faktisk vil de gerne vide lidt om det hele.


Det er også her, at en kommende køber kan se et billede af dig som barn og måske endda høre din stemme fortælle, hvorfor du donerer din sæd til vildt fremmede.


Afhængig af din åbenhed og sædkvalitet stiger både din indtjening og prisen på din sæd. Prisen på et sædstrå er et sted mellem 500 og 10.000 kroner.


I centrum af Aarhus ligger verdens største sædbank, Cryos, gemt bag klassiske, røde mursten.

Her opbevares sæd i små sædstrå, som indeholder mellem 0,4 ml. og 0,5 ml., nedfrosset til -200 grader i flydende nitrogen. Seks tanke med op til 30.000 sædstrå i hver står opmagasineret i laboratoriet, hvor sæden oprenses og sendes til håbefulde kvinder i mere end 100 lande.


De seneste 30 år har Cryos været med til at sætte omtrent 65.000 børn i verden – måske du er far til en af dem? Måske flere.


Det er her i den røde murstensbygning, at onani er blevet en industri og har gjort Cryos til verdens største sædbank.

Donorkabine

info
×

Færdig

info
×

Venteværelse

info
×

Optaget

info
×

Sædprøve

info
×

Nitrogen

info
×

Donorbrev

info
×

Is

info
×

Præstation

info
×

Celler

info
×

Forsendelse

info
×
Using Format