ANDREAS HAUBJERG

2017

Okay, lad os begynde et andet sted, end man måske plejer.

Der er svinebønderne, plejehjemmet og dyrlægen og butikken, der sælger bryllupstøj. Der er pensionisterne, der mødes og fjerner ukrudt hver torsdag på byens fortove. Der er den lokale motorcykelklub, der holder til i en babtistkirke, og børnene, der kaster diskos på atletikbanen - og masser af mennesker, der overhovedet ikke kunne tænke sig at bo noget andet sted.

Sagt på en anden måde: Historien om Dybvad - den by i Nordjylland, der har haft det største procentvise fraflytning de seneste ti år - handler ikke om at bo der og ikke kæmpe for sin hjemby.

Den handler om at bo der og vide, at det ikke nytter.

Provinsbyen Dybvad ligger som en tidslomme mellem store og driftige byer som Frederikshavn og Aalborg. Omsluttet af marker som et sidste værn mod de hastigt forbipasserende biler på omfartsvejen og motorvej E45.

Her går tiden sin egen gang, mens landet omkring Dybvad er i forandring.

Der bor 606 mennesker i byen i dag. For ti år siden lå tallet et pænt stykke over 700. Det lyder måske ikke voldsomt, men målt i procent er det. I bybilledet mærkes det tydeligt. Og intet tyder på, at fraflytningen er på vej til at stoppe.

I udkanten af byen tårner et spøgelsesslot sig op. Det er Dybvads gamle skole. I dag er den nedlagt og bruges som halvdyster legeplads af ungdommen. De kender hver en krog i huset, der står som en museumsgenstand og vidner om tidligere tider. Et liv, som ikke er længere.

Ungdommen søger ind til hovedbyerne, hvor uddannelser og arbejdspladser ligger. Der, hvor drømmene findes. Væk fra Dybvad, hvor man altid er hjemme, selv når man er ude af huset.

På de små parcelhusveje mødes man af biler, der snegler sig af sted. Personen bag rattet løfter en pegefinger op i forruden. Ikke som en advarsel, men som en venlig hilsen.

Den friske luft og roen afbrydes kun en sjælden gang af medlemmerne fra den lokale motorcykelklub, som bærer læderveste - men også de er accepteret som en del af Dybvad.

Især de lidt ældre er bange for, at byen bliver glemt i kommunalpolitikken. Så de tager selv affære.

Ukrudtet på fortovene fjernes af det grønne hold: ti pensionister, som mødes til et rundstykke og en morgendram, inden arbejdshandskerne trækkes på. En nabo kommer ud med en flettet sivkurv med forfriskninger til de arbejdende. Sådan må man hjælpe hinanden for at få det til at fungere.

Men hvem er der i fremtiden til at overtage den voksne generations vedholdenhed, når de unge forsvinder ud ad ’oneway’ E45 uden at se sig tilbage?

Frikvarter

Hjemme i haven, hvor Amalie - nummer 3 fra venstre - bor. Pigerne er kommet til at kaste en dukke over til naboen i forsøget på at skyde æbler ned fra træet i haven.

Jantelov

Janne Sofussen ejer byens brudekjoleforretning sammen med sin mand. Den har de haft sammen siden 1984. »Der er meget jantelov herude. Vi kigger lige en ekstra gang, når der kommer nye til byen - de skal ikke tro, at de kan komme og ændre på det hele. Det er lidt mentaliteten«, fortæller de.

Generalprøve

Pigerne sminker hinanden inden generalprøven på deres skuespil på skolen. I aften kommer alle forældre for at se det stykke, som de har arbejdet på den seneste uge.

Dybvad-unge 

Lucas Kristian Pedersen er 13 år og bor skiftevis hos sin far og mor. Han går i skole i Sæby, hvor de fleste af hans venner er. Det kan være svært at komme ind i den lokale gruppe af Dybvad-unge, når de alle kender hinanden så godt, og Lucas kun er der periodevis, forklarer han.

Fremtid 

Dybvad-drengene går i 10'ende klasse i Frederikshavn - og så kører de rundt i Dybvad og de nærliggende byer på deres scootere og knallerter i fritiden. »Vi kan ikke komme uden om, at hvis vi skal uddanne os, så må vi ind til de større byer. Der sker også meget mere. Og hvilke type jobs er det, vi kan få i Dybvad?«, spørger Jonas længst til venstre - uden at forvente et svar.

Skuespil

Hele skolen laver skuespil, som skal vises for forældre og bedsteforældre i skolens aula. Det er en uge, der er helt uden for skema. Ingen sure lektier, men tid til at øve sin rolle eller nyde solen i gården.

Alle kender hinanden 

Louis Christiansen er atletiktræner for de yngre generationer. En sport, der har fået Dybvad på landkortet, selv om drengen her, Mads Larsen, har lidt svært ved at finde ud af, hvilken arm han skal bruge for at kaste med diskosen. Alle kender hinanden - og det giver et fællesskab og sammenhold blandt de unge.

Devastators MC Place  

Reidar Henriksen (tv.) er oprindelig fra Norge, men han flyttede til Danmark for 30 år siden. I dag har han en kone, tre børn og en motorcykelklub. 'Devastators MC Place' står der på gavlen af den baptistkirke, hvor de har deres klubhus. »Vi har en god dialog med vores naboer. Vi er jo også bare mennesker«, fortæller Reidar, mens der triller flere motorcykler ind i indkørslen. Denne fredag er motorcykelklubben Buffalo fra Nørre Aaby på Fyn på besøg. De bliver tilbudt at overnatte i klubhuset, og selvfølgelig skal motorcyklerne ind i ly for natten sammen med dem.

Den røde pære

I en af sidegaderne ligger et hus, som ville se ubeboet ud, hvis det ikke var for den røde pære i vinduet. De udenlandske kvinder i huset bliver jævnligt skiftet ud, men ellers ser beboerne i byen ikke noget til dem. Dybvad ligger logistisk godt for transportfirmaer, da byen er omringet af motorvejen.

Gemmeleg

To piger fra Dybvad Skole har gemt sig i den tidligere skolebygning. De venter på, at drengene kommer forbi, så de kan forskrække dem. I flere områder af byen er bygningerne gået i forfald, fordi de ikke kan sælges og er for dyre at rive ned.

Anja & Allan

Anja Christensen og Allan Larsen er begge placeret i Dybvad af kommunen. De har hver fået en lejlighed, men lige nu bor de mest sammen i Anjas.

Ukrudt 

Hver torsdag mødes Det Grønne Hold. Det er en samling af pensionister, som ikke vil se på, mens byen gror til, nu hvor kommunen har travlt med andet. Det går i deres eget tempo, men uden at spilde tiden, for så sjovt er det heller ikke at fjerne ukrudt, som de siger ...

Svin

Julie Møller er netop blevet udlært som landmand. Hun arbejder på en af byens største svinebesætninger - i et erhverv, som ellers er mandsdomineret. Herude nyder hun den ro, som provinsen giver hende. Men Julie er ikke sikker på, at hun skal passe dyr resten sit liv. Måske vil hun efteruddanne sig og arbejde som konsulent i landbruget.

Alt i gåafstand 

Marius, Jakob, Mads, Mathias og Mikkel har fået fri og skal direkte fra undervisning til atletik ude på sportspladsen, som ligger bag ved byens skole. I Dybvad ligger alt inden for gåafstand - lige fra købmanden til lægehuset.