ANDREAS HAUBJERG

Men på en eller anden måde er det sådan, det indimellem kan føles at være handicappet: At sidde fast i en bestemt rolle. At sidde fast i omverdenens idé om den handicappede. At være én, som meget få kan forestille sig, har en fortid eller fremtid. At være én, der har et privatliv, der ofte er fuld af glæde og lykke eller præcis de sorger og drømme, som andre også oplever. Hvad end disse drømme så indeholder børn, et kørekort, en ferie til Kreta, eller bare muligheden for at gå på toilettet om natten, eller at få den hjælp af kommunen, som vi ellers havde aftalt, at vi havde krav på. Og alt hvad der ellers hører livet med en handicappet krop til. Vi er både præcis som alle andre og også hele tiden noget fuldstændig andet. Og derfor er det ikke lige meget, hvordan vi bliver set, eller hvordan vi får lov til at fortælle vores historier, eller hvordan vi får lov til at optræde på et billede.

En stor del af begrænsningen ved at leve med et handicap — i hvert fald for mig mens jeg sidder og skriver dette på en bænk med min telefon i hånden nede ved Svanemøllen, hvor jeg har sat mig for lige at hvile benene — en stor del af den virkelige begrænsning ved at leve med et handicap er manglen på fantasi i vores kollektive bevidsthed; altså folks evne til at forestille sig mennesket bag handicappet, evnen til at forestille sig at vi også vil være sportsudøvere, toppolitikere, filmskuespillere, elektrikerlærlinge, og alle de kategorier, som, hver gang jeg skriver dem ned, også virker lidt latterlige. At vi også vil elskes og elske og tabe i spil og drømme om præcis de samme ting, som andre drømmer om.

Når jeg ser på billederne i denne her bog, så er det ultimativt set det, jeg tror, det handler om. At se at her er der mennesker, der drømmer. Det burde betyde noget for det samfund, vi vader rundt i, og når det alt for sjældent gør det, når der stadig ikke har været et offentligt ramaskrig over fx den rigsrevisionsrapport, der kom tidligere i år, og som kort fortalt konstaterede, at forvaltningen på handicapområdet har været både mangelfund, ulovlig og diskriminerende i de seneste 15 år med skiftende regeringer — når det ikke sker, så tror jeg, det er fordi, at os med et handicap alt for ofte bliver opdraget til at klare den på trods, men også at alle dem uden handicaps er opdraget til at kigge den anden vej. Og altså lever vi i et ikkese- ende fællesskab. Den usynlighed er noget, vi må gøre op med.

Og måske er første skridt at forsøge at levere nogle nye portrætter af, hvad livet med et handicap vil sige. At forsøge at fange det der foregår uden for rammerne. Og finde det smukke på begge sider. Så vi ikke længere skal sidde fast i de roller og offerroller, vi alt for ofte påduttes. Så vi i stedet kan printe os ind i folks bevidsthed. Vi er her, og vores skrøbelige og anderledes kroppe er ikke bare smukke på trods, de er også helt essentielle for at forstå, hvad det vil sige at være menneske. Men først og fremmest er de helt de- res egne. Her er nogle af dem. Jeg håber, at de brænder sig fast.